Sådan skaber du et allergivenligt hjem
Uanset om du eller en i din familie døjer med allergi, kan det være en god ide at overveje, hvordan du skaber et allergivenligt hjem med et sundt indeklima. Allergi kan dukke op ud af det blå, mens du mindst venter det, så det er altid en god ide at tænke i forebyggelse. Her i artiklen får du vores råd til, hvordan du skaber et allergivenligt hjem.
Luft ud, luft ud, luft ud
Du har sikkert hørt det en million gange før, men det kan ikke siges nok gange, hvor vigtigt det er for dit indeklima, at du er flink til at lufte ud. Luft gerne ud minimum to gange om dagen i 5-10 minutter af gangen. Tænk over, om du kan skabe gennemtræk i dit hjem, så du kan få skiftet så meget luft som muligt ud med noget frisk luft udefra.
Det er en rigtig god ide at indføre det som en fast rutine, at du lufter ud, når du står op om morgenen, og igen om aftenen inden du går i seng.
Forkæl dig selv med allergivenligt sengetøj
Vi bruger en stor del af døgnets timer under dynen. Det er derfor ret så vigtigt, at du sørger for, at dit sengetøj er rent. Men hvor ofte skal du skifte sengetøj, så det er rent nok? Hver fjortende dag er et godt mål at stile efter – så går der ikke for lang tid imellem, og det er en overkommelig opgave at skifte og vaske sengetøj hver anden uge. Du kan også vælge at gå efter en allergivenlig dyne eller hovedpude, hvis du vil være rigtig god ved dig selv.
Lad rygning være banned i dit hjem
Rygning er en af de værste syndere, når det kommer til allergi og dårligt indeklima. Ryger du selv, så gør det til en fast rutine at gå en tur, når du skal ryge. Også selvom det er sent om aftenen eller tidligt om morgenen. Det er ikke altid nok at stikke hovedet ud af vinduet – i hvert fald ikke hvis vinden blæser i en uheldig retning.
Har du gæster, så vær ikke flov over at bede dem om at ryge udendørs. Det er dig og dit hjem, det går ud over, hvis dit indeklima ikke er allergivenligt og sundt at være i.