Gode råd om børneværelset
De fleste familier har en bolig med et eller flere børneværelser. Måske er børnene på vej, eller måske har I allerede nogle stykker. Men fælles for børneværelser er jo, at de skal være rengjorte og have en god stil, som passer til de personer, som bruger værelserne. Derved trives børnene, hvilket tydeligt igen vil automatisk smitte af på forældrene, idet man kan mærke, hvis børnene tilbringer meget tid i børneværelserne med leg og andre aktiviteter.
Hvis børnene altid ønsker at være alle andre steder, så bør dette være en advarselsklokke som ringer og fortæller, at man måske skulle dekorere lidt om i værelserne, så de får endnu mere ungdommelig frisk og smart stil. Spørg eventuelt børnene om, hvad de selv ønsker. Lidt farver og reoler og legetøj kan gøre underværker. Det er ikke nok at bare smide et TV ind på værelset. Et TV har ikke meget stil. Læs her om nogle generelle gode råd om indretningen af børneværelser.
Sådan laver du et godt børneværelse
Forældre fylder efter Louise Boels mening for meget lir ind på deres børns værelser. Børn vil hellere kunne bygge huler og være fri for at skulle rydde op. Masser af gulvplads og plads til at fantasien kan udfolde sig. Og så skal børnene være med til at bestemme. For det er deres fristed det handler om. Sådan lyder udgangspunktet for Louise Boel, der bl.a. har været med i TV2-programmet Roomservice, når hun skal rådgive om indretning af børneværelser. Hun mener, at indretning af børneværelser desværre ofte kommer til at handle mere om voksnes facaderæs over for andre voksne, end om hvad børnene selv kan lide og har brug for.
Brug fantasien i indretningen
»Der bliver fyldt alt for meget lir ind på børneværelserne. Jeg har selv to børn på 16 og ti år, og jeg kan også godt blive fristet. Men når man skal indrette sit barns værelse, skal man tænke på, at barnet skal have plads til at lege og mulighed for at bruge fantasien til f.eks. at bygge huler. Jeg tror ikke så meget på legetøj, men mere på at sætte en scene med masser af muligheder for oplevelser,« siger Louise Boel. Hun tilføjer, at børn skal have lov til at bruge virkeligheden. F.eks. ved at lade dem gøre rent med den rigtige støvsuger og bruge køkkenet, når de leger.
Legetøj i børneværelset
»Så det betyder ikke så meget, om man har meget eller lidt legetøj. Så ud med det meste og ind med fantasien. F.eks. kan forældrene rydde ud i legetøjet og lægge det meste væk i nogle kasser i kælderen eller på loftet. En gang om måneden skal de voksne så bytte noget af legetøjet ud, men uden at børnene ved det. Og så se hvad der sker,« siger Louise Boel. En af hendes seneste opgaver var at indrette et fælles børneværelse til Alexander og Emma på fem og tre år. De to søskende vandt indretningen af deres værelse i en tegnekonkurrence på Disney Channel.
»Værelset er kun på omkring otte kvadratmeter. Det er svært at få plads til at udfolde sig frit i et så lille værelse, hvor der også skal stå en køjeseng. Så der skulle prioriteres hårdt, og derfor kom det meste legetøj væk. Den smule, som blev tilbage i værelset, ligger nu i en kurv og er let at få fat i, og børnene har selvfølgelig også deres tegneting stående fremme,« siger Louise Boel.
Hun har sat et smalt bord – nærmest bare en bred hylde – op på den ene væg, og der er rigelig plads til, at begge børn kan sidde med deres tegnesager. »Og så har jeg sat et spejl op. Både så Emma, som danser ballet, kan stå foran spejlet og øve sig, men også så børnene i spejlet kan se ud på træerne i haven,« siger Louise Boel.
Hele væggen med børnenes tegnebord er dækket af tapet
»Motivet med den grønne skov og bækken giver både mulighed for fordybelse og for perspektiv, og så har jeg malet de andre vægge hvide for at give ro i værelset. Når solen skinner, sender tapetet farver over på de hvide vægge og giver en fornemmelse af bøgeskov.«
Hendes erfaring er, at der sker et naturligt hop i indretningen fra børnehave til skole, og på de forskellige trin i skolen:
»Det bliver for eksempel lidt pinligt at have legetøj fremme på et tidspunkt, og man siger ikke længere »kan du lege«, men mere noget med »kan du være sammen«. Men børnene skal nok selv sige til, når de synes, at der skal ske noget nyt på deres værelse.«
Du finder flere gode råd på denne side:
http://www.b.dk/bolig/saadan-laver-du-et-godt-boernevaerelse
Hvis du selv skulle ligge inde med nogle gode råd om indretning af børneværelser så skriv endelig.