Sådan indretter man hjemlig hygge
Ikke alle mennesker har sans for korrekt og stilmæssig indretning i hjemmet. Vi er ikke alle uddannede dekoratører og indretningsarkitekter. Men alle har mulighed for at komme med deres ideer til en hyggelig indretning af hjemmet, og det kan du læse meget mere om nu. Vi skal nemlig stifte bekendtskab med en familie, som ikke går meget op i designermøbler, de fokuserer mere på en traditionel hjemlig hygge.
Hun har øje for hyggelig indretning
Optiker og brilledesigner Christina Sjøstrøm har sammen med sin mand og sine børn fundet sig godt til rette i drømmehuset på en stille villavej. Indretningen er praktisk, enkel og hyggelig uden skelen til designernavne.
Drømmehuset
Da Christina Sjøstrøm første gang holdt uden for den gamle villa i Dyssegårdskvarteret i Hellerup, var hun ikke i tvivl. Uden at have set huset indvendigt, sagde hun straks til sin mand, Martin Sjøstrøm, at dét hus ville hun have!
»Det så så hyggeligt ud og lignede drømmehuset omgivet af æbletræer, og jeg kunne lige set mig selv stå og lave marmelade i køkkenet sammen med børnene,« ler Christina Sjøstrøm, 39 år.
Huset er fra 1927. Oprindeligt lå der et sommerhus på grunden. Det står der sådan set stadig, for da man byggede det store hus i sin tid, byggede man til sommerhuset, der i dag fungerer som et stort redskabsrum.
Men det vidste Christina Sjøstrøm intet om, da hun holdt ude på gaden og havde tabt sit hjerte. Og der skulle gå nogle måneder, før hun fandt ud af det, for der var ingen hjemme. I øvrigt afhang handlen af, at den tidligere ejer kunne overtage parrets daværende lejlighed på Østerbro, og det ville hun ikke. Så drømmehuset forblev en drøm.
»Tre måneder efter ringede den tidligere ejer og fortalte, at hun havde fundet en lejlighed til sig selv på Frederiksberg, og de, som boede der, var interesserede i vores lejlighed på Østerbro, så hun ville gerne vide, om vi stadig ville købe hendes hus. Jeg sagde straks ja, men så syntes jeg også, at det var på tide at se huset indvendigt,« fortæller Christina Sjøstrøm om den krøllede vej til at blive husejer.
Et lyst hus
Området, der oprindeligt er et sommerhuskvarter, ligger kun 15 minutters kørsel fra hovedbanen. I dag er kvarteret et attraktivt og meget børnerigt sted fyldt med gamle huse og masser af træer med mange år i rødderne.
Selv om det er 10 år siden, familien flyttede ind, er der ikke blevet fremstillet et eneste glas marmelade endnu. Til gengæld er vægge blevet revet ned, badeværelser renoveret, trappegange integreret og haven shinet op.
»Vi har ikke totalrenoveret huset, men vi har lavet en del gennem årerne, og vi har stadig mange drømme. Sådan er det, når man bor i et gammelt hus,« forklarer Christina Sjøstrøm.
Inden familien flyttede ind, renoverede de badeværelset på første sal, rev væggen ned til den lille havestue og inddrog rummet i stuen samt fjernede et stykke af væggen mellem spisestuen og køkkenet. Det betyder blandt andet, at uanset hvor man befinder sig i huset, er der lys fra alle sider.
»Det gør også, at kontakten mellem rummene i stueetagen er rigtig god, så det føles, som om vi er sammen, selv om vi er i hver sit rum,« forklarer Christina Sjøstrøm.
De gamle sprossede vinduer, de originale stuklofter og træpanelerne under vinduerne og husets sjæl, kommer til sin ret og fremstår tydeligt, fordi rummene ikke er fyldt op i alle hjørner med møbler.
»Jeg kan bedst lide, at hjemmet ikke er fyldt op med mange ting. Jeg er lidt af et rodehoved og jo flere ting, der kommer ind, desto mere roder jeg. Det eneste, jeg ikke kan få nok af, er friske blomster. Det skal der være råd til. Hver eneste fredag kører jeg hen til min blomsterbutik og handler ind. Det vil jeg ikke undvære,« fastslår Christina Sjøstrøm.
Derimod er hun fuldstændig ligeglad med, at de ting, hun køber til hjemmet, ikke er mærkevarer og dyre designnavne.
»Jeg køber det, jeg kan lide. Det skal føles godt i maven. Det gælder også, når jeg køber billeder eller malerier til væggene. Det skal være flotte farver og rart at se på, for det vigtigste for mig er, at her er hyggeligt.«
Hele beretningen kan man læse på dette link: